Syg i Holbæk - eller er Holbæk syg!

At være syg er ikke på nogen måde eftertragtelsesværdigt, tilsyneladende bestemt heller ikke i Holbæk Kommune.
Hvad sygdom kan medføre af personlige problemer i forhold til arbejde, familie og ikke mindst behandling, kan de fleste af os sagtens sætte os ind i med lidt god vilje.

Mennesker der ikke har prøvet det på egen krop, har oftest den opfattelse at hvis der skulle ske noget uheldigt i den retning, så lever vi i et velfærdssamfund hvor der bliver taget rimeligt hånd om den enkeltes problemer, hvis man bliver sat i en situation hvor det er svært selv at magte dem.

Ifølge folderen uddelt i forbindelse med aktionen Syg i Holbæk er det åbenbart nærmere undtagelsen end reglen.
Det lader til, at det blandt andet er kutyme at bruge værktøjer som at sagsakter og arbejdsprøvninger "forsvinder", at trække sager og svar i langdrag langt ud over anstændige (og lovlige) grænser.
Personale uden lægefaglig baggrund vurderer og udtaler sig om sygdom og tilsidesætter ofte speciallægers vurdering.
At få aktindsigt er umuligt eller kræver gentagne anmodninger (hvilket er lovstridigt ifølge kommunens egen hjemmeside), for så at ende op med at man får et par udtalelser fra læger, som man selvfølgelig har i forvejen - og intet overhovedet om kommunens baggrund for, og overvejelser omkring vurderingen.
Dette er vist desværre kun en lille del af hvad man som sygdomsramt/bistandsklient, bliver budt.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at misbrug af offentlige midler, skatte unddragelse osv. er et problem der skal sættes ind over for, men er det nu også de svage og sårbare som er den største belastning i samfundsøkonomien, under alle omstændigheder er MÅDEN de behandles på til debat.
Kunne man forestille sig at der ved andre politiske dispositioner kunne blive råd til at behandle mennesker anstændigt og retfærdigt, - i det mindste uden at bidrage til at situationen forværres - og dermed bliver en øget udgift.

Aktion syg i Danmark har opstillet en "ønskeseddel" med absolut rimelige forventninger til hvad man burde kunne forvente af hjælp når man henvender sig til det offentlige.- ud fra den aktuelle situation ligner det desværre nok for meget en ønskeseddel - som er temmelig langt fra virkeligheden.
Måske er alle punkterne ikke umiddelbart gennemførlige og der vil heller ikke være politisk vilje eller økonomi til det, men et minimum burde vel være:
At man får den lovpligtige råd og vejledning.og bliver anstændigt behandlet uden mistænkeliggørelse, må da være et minimum.
At det kunne være rart når man får et afslag, at få et konstruktivt foreslag til hvad man så kunne gøre ved situationen - udover: "Du kan da bare klage!", siger vist sig selv!

DR Deadline

Hør endelig udsendelsen fra DR Deadline, hvor Erling Frederiksen der har vundet 25 ankesager i træk imod Holbæk Kommune, kom med en yderst saglig og fornuftig kritik af kontanthjælp og aktiverings cirkusset i kommunen.
Ligeledes chefen for borgervejledningen i København Johan Busse havde en ganske fornuftig tilgang til problematikken omkring hvorfor borgere i systemet oplever at kommunen er en fjende man skal kæmpe imod og ikke en hjælp til løsning af de problemer man nu engang har.
Derimod kom den tredie debatør Borgmester og medlem af Kommunernes Landsforenings Socialudvalg Søren P Rasmussen, kun med vage og forsigtige pip i det sædvanlige politikersprog med overordnede holdninger uden at forholde sig konkret til noget somhelst, udover at kommunerne nærmest er fejlfri, hvilket vel må siges at være et noget slapt forsvar for den uretfærdighed og meningsløshed, der trives fortrinligt i administrationen af de svagere/arbejdsløse borgere.
Egentlig kan man ikke bebrejde ham, FOR DET ENESTE FORSVAR ER VIST DÅRLIGE UNDSKYLDNINGER.
Læs også den nylig udkomne bog af Rune Engelbret Larsen: Ledighed og Ledighad

Si'r vist sig selv!

Bettina Ballefryd på nyt kursus

Efter en længere og resultatsløs afklarings (man kan vist dårligt kalde det en proces) - et eller andet, er Bettina Ballefryd tilbage i et nyt såkaldt kursus.
I kursusbeskrivelsen hedder det at kurset arbejder på en afklaring af ressourcer og af fremtidige beskæftigelsesmuligheder.
Som tidligere er Bettina her fra dag 1 oppe i det røde felt med hensyn til at deltage positivt og aktivt i de tiltag som de flinke mennesker præsenterer hende for. Det skal ikke på nogen måde hedde sig at hun ikke gør den forventede indsats, da det er en del af hendes livsfilosofi at få det maximale ud af hvad hun så end bruger sin dag på.
At få afklaret ressourcer er virkelig blevet et religiøst mantra inden for denne erhvervsgren, når man hører en ting tilstrækkelig mange gange, får den jo en vis sandhedsværdi.
Det har hun jo nu fået nogle gange, så hun er virkelig spændt på om hun skulle rumme for hende selv ukendte og mystiske potentialer, dybt inde i hendes formørkede arbejdsløshedssjæl.
Selvmodsigelsen i at alle disse flinke mennesker som arbejder med at aktivere de stakkels arbejdsløse, ud fra nogle kriterier udstukket af politikere uden jordbunden, praktisk sans - og tilsyneladende også mangel på erkendelse af, at der rent faktisk ikke er arbejdspladser til de ledige, er til at få øje på.
Bettina vil efter bedste evne prøve ikke at være til besvær, da hun egentlig syntes det er lidt synd for dem.
Hun må dog bide lidt skuffelse i sig, da det viser sig at "Kurset" tilsyneladende består i at se på jobannoncer i en computer x antal timer - jobannoncer der oftest er besat i forvejen (fik hun at vide af en jobkonsulent), eller også kræver en akademisk uddannelse.
I en bog læst fornyligt stod der at det største tab et menneske kunne komme ud for, var tabet af mening.
Det er sgu noget af et kunststykke at bevare i den sammenhæng, syntes hun, men fortrøstningsfuld og positiv, det er hun bestemt!
Her på bloggen følger vi Bettina Ballefryds videre færd i det fantastiske system, da de fleste som ikke selv har haft fornøjelsen at stifte bekendtskab med arbejdsløshed, oftest ikke har et dybere kendskab til den resultatløse og ofte nedværdigende behandling de arbejdsløse bliver præsenteret for, i kommunens imponerende bestræbelser på at placere den enkelte i en tilskudsberettiget aktivering overvejende til gavn for statistikken.

Misvisende debat

CEPOS udsender i dag et notat, der belyser gevinsten ved at tage et lavtlønsjob (115 kr. i timen) for kontanthjælpsmodtagere (der er over 30 år). Beregningerne belyser dels jobgevinsten i 2014 og dels i 2023 efter indregning af kontanthjælpsreformen og skattereformen, der reducerer den årlige regulering af kontanthjælp og øger jobfradraget. Beregningerne er foretaget på regeringens familietypemodel. Der er indregnet løn, kontanthjælp, skat, børnecheck, børnetilskud, børnebidrag, boligstøtte, særlig støtte til store boligudgifter, transportomkostninger, tilskud til daginstitution samt fagforenings- og a-kassekontingent. 

I alle medier går diskussionen på hvorledes man skal aktivere alle disse dovne arbejdsløse og nu har man også påvist at det for mange dårligt kan betale sig at tage et lavtlønsjob. Vejen frem er altså at gøre det mere attraktivt at søge et job, det vil sige at man IGEN nedgør de arbejdsløse. Som om at det skaber flere job at den enkelte søger mere ihærdigt, det betyder jo reelt at der kun er større chance for at JEG får jobbet, istedet for min nabo der jo så stadig er arbejdsløs.

Ifølge Rockwool fonden koster aktivering samfundet 8 milliarder om året, hvis det var en virksomhed ville man jo uvilkårligt spørge sig selv: "Hvad får vi for de penge"? Er svaret så at man ikke får nogetsomhelst, ville enhver ansvarlig virksomhedsleder fravælge den udgift, - eller i det mindste se hvor pengene kunne have en merværdi skabende effekt (i dette tilfælde - skabt antal nye arbejdspladser).
Hvis man hypotetisk siger at der feks. skabes 1000 reelt nye arbejdspladser for de penge (og det er vist højt sat), så koster hver arbejdsplads samfundet 8.000.000. Det er muligt at JEG ikke er for klog, men jeg kan ikke se andet end at man har suspenderet al sund fornuft og logik - i aktiveringens hellige navn.

Man kunne få den tanke at det tilsyneladende er hensigtsmæssigt at der er en masse arbejdsløse at koste rundt med, da de tiltag der gøres for at skaffe de arbejdsløse job, overvejende har karakter af meningsløs tvang.
Hvorledes kan det være at enhver skrivelse man modtager fra Jobcentre er vedhæftet en flere sider lang trussel om hvad der sker hvis man ikke gør dit eller dat? Det kan da kun være fordi man grundlæggende har den holdning at de jobsøgende faktisk ikke gider.
Selvfølgelig er der en vis procentdel som af den ene eller anden grund ikke pt. er så voldsomt motiverede. Hvorfor så bruge ressourcer på det, de går jo fra de 100.000 eller mere som virkelig brænder for at få et job på en arbejdsplads som jo ikke eksisterer.
At det skaber flere arbejdspladser fordi en jobsøgende sender 100 ansøgninger ud, må vejl siges at være en illusion der er til at se - undtagen for politikere og en stor del af de mennesker der sidder i fornuftige stillinger.
Det ville være et stort skridt fremad, hvis man på jobcentrene begyndte at lytte til de arbejdsløse og bruge lidt tid på at vurdere hvad der kan gøres for den enkelte, istedet for at arbejde på hvor i statistikken man hurtigst kan få placeret den formastelige.
Man aktiverer tilsyneladende for aktiveringens skyld - og ikke for den lediges (og dermed heller ikke for samfundsøkonomiens) skyld.
Vejen ud af krisen må bestemt også indebære en væsentlig holdningsændring, til begrebet arbejdsløs, hos de ansvarlige - og det kan jo vanskeligt være de ufrivilligt jobsøgende.
Brutto ledigheden et pt. 150.000, kunne det ikke tyde på at der mangler arbejdspladser, og at det er der det virkelige problem er?
Det koster langt mere at aktivere en del af de ledige, end de nogensinde kommer til at tjene på arbejdsmarkedet. Så en del af den omfattende danske indsats med at aktivere ledige er rent spild af skatteborgernes penge, viser undersøgelse.

Ledige har brug for nytænkning

Det er et skridt i den rigtige retning, når nye interessegrupper giver et bidrag til at ændre holdning til arbejdsløsheden - og de arbejdsløse!

Kontanthjælp - og uduelige holdninger

I princippet er det jo prisværdigt, at man går ind i bistandssystemet og påviser hvor der er mangler og lemfældighed – det er jo godt.

At det så er nogle velbjærgede unge mennesker, som muligvis gør det i en god mening, men hvor effekten i den offentlige debat bliver at kaste et dårligt lys over de stakkels mennesker, som er nødt til at leve af den minimale ydelse, finder jeg forkasteligt og forvridende, set fra en brugers synspunkt.
I min verden ville det være mere relevant, hvis man havde påvist meningsløsheden i at bruge ufattelige ressourcer på at piske arbejdsløse i jobtilbud der reelt ikke eksisterer. Man er som bistandsklient en billig arbejdskraft i aktivering, det er jo en offentlig hemmelighed.
Jeg ville meget gerne se en statistik over hvor mange af de såkaldte aktiveringer der munder ud i et reelt job – men en sådan statistik findes ikke, eller er i hvertfald ikke tilgængelig for almindelige mennesker.
I hele Europa er arbejdsløshed et stort problem og i Danmark er vi kendte for at være foregangsmænd på mange områder. Kunne man forestille sig at en del af problematikken, som vi kunne bidrage til at løse, kunne være en holdningsændring til arbejdsløshed generelt. Mig bekendt er der masser af villige hænder og realistisk set, også i Danmark måske nogle knabt så villige – det er jo ikke dem der er problemet. Problemet er, at alle de mange der brænder for at komme igang, ikke har mulighed for det – hvorfor ikke koncentrere sig om dem, – og lade de andre være, uanset hvilke personlige problemer de måtte have. Der er masse af villige hænder der ikke kan blive brugt – det er vores ressource. Dem der ikke magter det, kan man prøve at hjælpe på anden vis, men lur mig om ikke der er masser der er klar til at tage fat – det ved alle der arbejder med problematikken – så lad være at give aben til de arbejdsløse, men hvor den hører til, – en markamt holdningsændring blandt politikere og arbejdsgivere, - man har åbenbart en udefinerbar angst for at være progressive, for sæt nu at det er en del af løsningen.
Det er en meget stor fejl hvis hele problematikken bliver som en dem/os konflikt, hvor vi ender med at blive modstandere istedet for at prøve at løse problemet i fællesskab. At ændre den medmenneskelige holdning og blive rummelige, er vel egentlig også det ypperligste udtryk for en “Danskhed”, som vi jo rent faktisk nok økonomisk skal overleve på i mange år fremover, set i lyset af hvilke ressourcer der tilbydes af andre kontinenter, som vi vil få store problemer med at konkurere med.
Var bistandssystemet som det fungerer nu, en rationelt drevet virksomhed, ville den være gået konkurs for længe siden, – men ikke på grund af brugerne.
Jeg er ikke på nogen måde tilhænger af Fremskridspartiet/DF og deres fordomme, men Glistrups tanke med at der i socialforvaltningen kun skulle være ét skrivebord, og resten af arbejdet skulle foregå i “den virkelige verden”, den er jeg tilhænger af, – og tror på som en mulig farbar vej, istedet for at betragte alle problemer som et søm, fordi man kun har en hammer.