At udnytte en overgang!

Som helhed betragtet er overgange et meget undervurderet fænomen. Vi fokuserer på før eller efter en overgang, men selve overgangens funktion er at bære videre, at befordre et skift. Overgangen er ofte behæftet med forestillinger om ubehag, uvished og sågar en forværring, hvilket i mange tilfælde jo forhaler en ellers naturlig fremgang. Samtidig bevirker de forestillinger både en mulig devaluering eller en forherligelse af det som har været. At en overgang kan opleves som en form for vacum hvor man befinder sig frit svævende imellem to modsatrettede poler uden faste holdepunkter er i vores kultur ofte traditionelt behæftet med følelsen af uvished og ubehag. Den mere berigende opfattelse af at befinde sig i en form for frihedszone, hvor det netop er her der er mulighed for ved egen indsats at påvirke den skæbne der ellers kan virke fastlagt og uafvendelig, tilstræber man at tabubelægge som dovenskab eller uvillighed.

Tilsyneladende er det også en usikkerhed der stimuleres af samfundet både politisk og økonomisk. Det kan for en uindviet virke som om at det pres der idag lægges på de stakkels (specielt unge) mennesker for hele tiden at være aktive og have en fastlagt kurs, har en åbenbart tilsigtet undertrykkende virkning, der søger at eliminere overgangens funktion som mulighed for egen indflydelse på skæbne og livskvalitet.
Politisk mener man tilsyneladende at der på bedste totalitære vis skal slås hårdt ned på den form for "forlystelse". Et eksempel kan være holdningen til den uundgåelige arbejdsløshed, hvor man med alle midler søger at bekæmpe den lediges velbefindende i overgangsperioden.
Historisk set har der altid været arbejdsløshed i et eller andet omfang og det vil der formentlig blive ved med at være, ikke mindst fordi det tilsyneladende ville være økonomisk uhensigtsmæssigt hvis alle var i arbejde.
Ikke desto mindre bliver der ikke brugt så meget som én lille bitte ressource på at udnytte overgangs-perioden positivt og naturligt. Alle sejl bliver sat med en årlig udgift på 11 milliarder til aktivering af de formastlige arbejdsløse - et beløb der betragtes som en udgift uden nogen mulighed for at få blot en mindre del af beløbet retur, fordi den ledige eller sygdomsramte ikke under nogen omstændigheder skal få den tanke at en (uundgåelig) ledighedsperiode/overgang skulle kunne udnyttes positivt og være befordrende for den enkeltes livskvalitet og udvikling.
Kunne det tænkes at vi her i det 21´nde århundrede kunne revurdere holdningerne til menneskelige værdier i relation til arbejdsduelighed/evner og få et mere tidssvarende syn på den del af tilværelsen (som jo bestemt ikke er HELE tilværelsen) - måske vi endda kunne blive et foregangsland, da vores fremtidige situation formentlig vil være at der i Danmark bliver minimalt brug for manuelt arbejde og der således altid vil være en større gruppe der marginaliseres og i praksis kunne udnyttes langt bedre til gavn for os alle.
Psykologisk set er vi mennesker mest handlekraftige, hvis vi befinder os godt, er engagerede, har overskud og tro på fremtiden. Af besynderlige grunde har man ikke noget ønske om at ledige og sygdomsramte må blot nærme sig en sådan tilstand af velbefindende, det kunne jo give en øget mulighed for at tage hånd om sin egen situation. - Jfr. mit lille indlæg om "ledighedsglæde"!

Ministerens nye klæder – et moderne eventyr frit efter H.C.Andersen

I den store stad hvor hun boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være eksterne jobkonsulenter og sagde, at de forstod at skaffe det dejligste arbejde, man kunne tænke sig, ikke alene arbejdstiden og lønnen var usædvanlig god, der var også aktivering, og statistikken havde den forunderlige egenskab at den blev uforståelig for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
”Det var jo et dejligt tilbud,” tænkte ministeren; ved at ansætte dem, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i kommunen der ikke dur i det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja de konsulenter må jeg straks ansætte!” og hun gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
De åbnede også nogle jobcentre, lod som om de fungerede, men de havde ikke det mindste job at tilbyde. Rask væk forlangte de flere bevillinger, og pengene brugte de til at ansætte nogle flere konsulenter som kunne arbejde med at skaffe job som ikke var der, og det til langt ud på natten, til overtidsbetaling.
”Nu gad jeg godt vide, hvor vidt de er med at skaffe arbejde!” tænkte ministeren, men hun var ordentlig lidt underlig ved hjertet ved at tænke på, at den som var dum, eller slet ikke passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede hun nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft de nye beskæftigelsestilbud havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
Jeg vil sende min gamle ærlige departementschef hen til konsulenterne!” tænkte ministeren, ”han kan bedst se, hvorledes statistikken tager sig ud, og ingen passer sit embede bedre end han!”

Så er det da derfor!

Pludselig giver det mening at de arbejdsløse skal piskes rundt i menings og hjerneløsløs aktivering: Nu ved vi da i det mindste hvem der går ind for det - og hvorfor.
Hvad der jo nok ikke er nogen hemmelighed for mine skarpsindige læsere, så er det ikke alle som er lige begejstret for deres job og det ville vel egentlig også være lidt mærkelig. De fleste af os har da haft dage på jobbet, hvor vi godt kunne tænke os at foretage os noget ganske andet, men derfra og så til at kaste op over sin hverdag, der er alligevel et stykke.
Arbejdsglæde er da noget ganske fundamentalt i livet - at kunne glæde sig over at gøre en kvalitativ indsats med det man nu engang kan byde ind med - og ikke mindst at blive værdsat for det, om ikke andet med et rimeligt beløb - burde være en menneskeret, stolthed ved at udføre sit håndværk osv.
Søgning på "arbejdsglæde" giver 230.000 hits, med et væld af højt betalte kurser for at lære dig kunsten, at glæde sig over sit virke - og dermed sin dagligdag.
Sådan er så den del af virkeligheden tilsyneladende ikke helt.
Så kan jeg til min store fornøjelse konstatere at jeg her til morgen har fået en åbenbaring af de lidt større, idet jeg tilsyneladende på magisk vis har opdaget et helt nyt begreb. Jeg prøvede straks at Google det - ganske rigtigt det eksisterede ikke. Heller ikke i samfundsdebatten har man hørt det - og når nu jeg har fået tid til at tænke nærmere over det, foruroliger det mig faktisk lidt. Jeg tænker over om verden er moden til at blive præsenteret for det, om ikke alle de stakkels mennesker der bliver berørt af det, blot bliver mere ulykkelige.
Nogle gange må man her i livet handle uanset konsekvenser, vel vidende at det også kommer til at gøre ondt - så min beslutning er endelig - I får det sgu!
En opfordring til alle kommunerne om at udbyde kurser i denne disciplin, - det ville da give lidt mening istedet for de allerede etablerede tåbeligheder - for statistisk set ( I er jo bare SÅ glade for statistik) må der da vist her være et voldsomt stort, udækket behov!

Si'r vist sig selv!

Nyt aktiveringstiltag!

Holbæk kommune (og formentlig alle andre) er ved at løbe tør for aktiverings tiltag, så man har set sig nødsaget til at hente inspiration hos Morten Ingemann.

.

Spindoktor lækker oplysninger!

I et hemmeligt, eller ihvertfald for offentligheden ukendt arkiv under arbejdsministeriet har en anonym (men af redaktionen kendt) person, fundet den overordnede plan for hele aktiverings-systemet i Danmark.
Alle instanser fra Jobcentre til såkaldte private aktører er underlagt denne arbejdsmodel.
Det forlyder at konceptet har kostet et trecifret millionbeløb til konstruktøren Robert Storm Petersen, der i den forbindelse skal have udtalt: "Jeg håber sandelig at de kan finde ud af det"!
Ifølge pålidelige kilder er det netop kendetegnet for Storm P's konstruktioner, at man tager en simpel opgave, tilsætter en meget kompliceret mekanik der på udviklingsstadiet ser ud til at ville fungere efter hensigten, men som ved praktisk brug formentlig vil være totalt uanvendelig og i bedste fald kan bruges som et humoristisk indslag.
Han er også citeret for at have sagt: "Hvis der er 20 jobkonsulenter ansat, må man vel forvente at de 19 godt kan tage den lidt med ro".