Opfordring

Kom ud af busken og skriv nogle kommentarer - fornuftige, humoristiske eller oplysende indlæg modtages gerne!

torsdag den 6. februar 2014

Ministerens nye klæder – et moderne eventyr frit efter H.C.Andersen


I den store stad hvor hun boede, gik det meget fornøjeligt til, hver dag kom der mange fremmede, en dag kom der to bedragere; de gav sig ud for at være eksterne jobkonsulenter og sagde, at de forstod at skaffe det dejligste arbejde, man kunne tænke sig, ikke alene arbejdstiden og lønnen var usædvanlig god, der var også aktivering, og statistikken havde den forunderlige egenskab at den blev uforståelig for ethvert menneske, som ikke duede i sit embede, eller også var utilladelig dum.
”Det var jo et dejligt tilbud,” tænkte ministeren; ved at ansætte dem, kunne jeg komme efter, hvilke mænd i kommunen der ikke dur i det embede de har, jeg kan kende de kloge fra de dumme! Ja de konsulenter må jeg straks ansætte!” og hun gav de to bedragere mange penge på hånden, for at de skulle begynde på deres arbejde.
De åbnede også nogle jobcentre, lod som om de fungerede, men de havde ikke det mindste job at tilbyde. Rask væk forlangte de flere bevillinger, og pengene brugte de til at ansætte nogle flere konsulenter som kunne arbejde med at skaffe job som ikke var der, og det til langt ud på natten, til overtidsbetaling.
”Nu gad jeg godt vide, hvor vidt de er med at skaffe arbejde!” tænkte ministeren, men hun var ordentlig lidt underlig ved hjertet ved at tænke på, at den som var dum, eller slet ikke passede til sit embede, ikke kunne se det, nu troede hun nok, at han ikke behøvede at være bange for sig selv, men hun ville dog sende nogen først for at se, hvorledes det stod sig. Alle mennesker i hele byen vidste, hvilken forunderlig kraft de nye beskæftigelsestilbud havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.
Jeg vil sende min gamle ærlige departementschef hen til konsulenterne!” tænkte ministeren, ”han kan bedst se, hvorledes statistikken tager sig ud, og ingen passer sit embede bedre end han!”

Nu gik den gamle skikkelige departementschef ind på jobcentret, hvor alle konsulenterne sad og arbejdede med de tomme kartoteker. ”Gudfaderbevares!” tænkte den gamle departementschef og spilede øjnene op! ”der er jo ingen job!” Men det sagde han ikke.
Konsulenterne bad ham være så god at træde nærmere og spurgte, om ikke det var en smuk statistik og nogle dejlige aktiveringstilbud. Så pegede de på de tomme databaser, og den stakkels gamle departementschef blev ved med at spile øjnene op, men han kunne ikke se noget, for der var ingen ting. ”Herregud!” tænkte han, ”skulle jeg være dum! Det har jeg aldrig troet, og det må ingen mennesker vide!  Skulle jeg ikke du til mit embede? Nej det går ikke an, at jeg fortæller, at der ikke er noget arbejde!”
”Nå, De siger ikke noget om det!” sagde den ene konsulent, som sad og aktiverede!
”Oh det er fremragende! Ganske effektivt!” sagde den gamle departementschef og så igennem sine briller, ”denne effektivitet og disse tilbud! – Ja, jeg skal sige ministeren, at det behager mig særdeles!”
Nå det fornøjer os!” sagde begge konsulenterne, og nu nævnte de stillingerne ved navn og så den dejlige statistik. Den gamle departementschef hørte godt efter, for at han kunne sige det samme, når han kom hjem til ministeren, og det gjorde han.
Nu forlangte bedragerne flere bevillinger, flere eksterne aktører, som skulle bruges til afklaring af kompetencer og udvidelse af jobcentrene, af job blev der ikke skabt et eneste, men de blev ved med, som før, at aktivere og lave statistik.
Ministeren sendte snart en anden skikkelig embedsmand hen for at se, hvorledes det gik med beskæftigelsen, om arbejdsløsheden var afskaffet. Det gik ham lige som den anden, han så og så, men da der ikke var noget uden de fiktive databaser, kunne han ingen ting se.
”Ja, er det ikke en fin statistik!” sagde begge bedragerne og viste og forklarede de dejlige jobtilbud, som der slet ikke var.
”Dum er jeg ikke!” tænkte manden, ”det er altså mit gode embede, jeg ikke dur til? Det var løjerligt nok, men det må man ikke lade sig mærke med!” og så roste han alle de jobtilbud, der ikke var der, og forsikrede dem sin glæde over den pragtfulde statistik og de dejlige aktiveringstilbud. ”Ja de er ganske allerkærest!” sagde han til ministeren.
Alle mennesker i byen talte om den prægtige indsats.
Nu ville da ministeren selv se det, medens det endnu var i funktion. Med en hel skare af udsøgte politikere, mellem hvilke de to gamle skikkelige departementschefer var, som før havde været der, gik han hen til begge de listige bedragere, der nu aktiverede af alle kræfter, men uden job og stillinger.
”Ja, er det ikke magnifik!” sagde begge de skikkelige departementschefer. ”Vil ministeren se, hvilken statistik, hvilke jobtilbud!” og så pegede de på de fiktive databaser, thi de troede, de andre vistnok kunne se stillingerne.
”Hvad for noget!” tænkte ministeren, ”jeg ser ingenting, det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Dur jeg ikke til at være minister? Det var det skrækkeligste, som kunne arrivere mig!” ”Oh det er meget smukt!” sagde ministeren, det har mit allerhøjeste bifald!” og hun nikkede tilfreds og betragtede de tomme kartoteker, hun ville ikke sige, at hun ingen ting kunne se.
Hele følget hun havde med sig, så og så, men fik ikke mere ud af det, end alle de andre, men de sagde ligesom ministeren, ”oh det er meget smukt!” og de rådede hendee til at vise alle dette nye prægtige system, næste gang der skulle være valg. ”Det er magnifik! Nysseligt, excellent!” gik det fra mund til mund, og man var alle sammen så inderligt fornøjet dermed. Ministeren gav hver af bedragerne et ridderkors til at hænge i knaphullet og titel af overarbejdsmarkedskonsulenter.
Hele natten før næste valg, sad bedragerne oppe og havde over seksten computere tændt. Folk kunne se de havde travlt med at få ministerens nye beskæftigelsesplan færdig. De lod som om de tastede på computere, mails blev sendt uden indhold, cirkulærer og bekendtgørelser svirrede gennem luften, og til sidst sagde de: ”Se nu er beskæftigelsesplanen færdig!”
Ministeren, med sine fornemste embedsmænd, kom selv derhen og begge bedragerne gav ham de intetsigende bekendtgørelser og sagde: ”se her er budgettet, her er aktiveringsplanen og her er planen for at skaffe arbejdspladser til alle de ledige!” og således videre fort. ”Det er så simpelt, så man næsten skulle tro at der ingenting er blevet gjort, men det er jo netop det fantastiske ved det!”
”Ja!” sagde alle embedsmændene, men de kunne ingenting se, for der var ikke noget.
”Vil ministeren allernådigst tænde computerne!” sagde bedragerne, så skal vi sørge for at det kommer ud i alle medierne!”
Ministeren tændte og hele beskæftigelsesplanen og alle statistikker og budgetter kom frem på skærmen.
”Gud hvor er det en perfekt plan, hvor er det effektivt!” sagde de alle sammen.
 ”Hvilken beskæftigelsesprocent, hvilke besparelser!”
”Udenfor står alle journalisterne og er klar til at lovprise den dejlige plan!”
”Ja, jeg er jo klar og velforberedt!” sagde ministeren og gennemgik med tilfredshed planen en sidste gang.
Embedsmændene som skulle ledsage ministeren, famlede med hænderne på deres Ipads for at skjule, at de overhovedet ikke anede hvad det gik ud på.
Så trådte ministeren frem under den dejlige blå himmel og alle journalisterne og seerne i hjemmene sagde: ”Gud hvor er ministeren dog genial, sikken en plan for at alle får et arbejde og bliver aktiverede!”, for der var ingen der ville indrømme, at de ikke fattede en brik.
”Men der er jo ikke nogle job,” sagde en ung mand. ”Herregud, hør den tumbe!” sagde folk
”Han siger der ikke er noget arbejde” lød det igen.
Til sidst råbte hele folket: ”DER ER IKKE NOGET ARBEJDE”
Og ministeren blev flov, thi hun syntes de havde ret, men hun tænkte som så: ”Nu må jeg holde valgperioden ud!” Og så holdt hun sig endnu stoltere, og embedsmændene støttede beskæftigelsesplanen, som jo slet ikke var der.

Ingen kommentarer: