Opfordring

Kom ud af busken og skriv nogle kommentarer - fornuftige, humoristiske eller oplysende indlæg modtages gerne!

fredag den 27. december 2013

Mette Frederiksen statistik.

DET ER ALTSÅ IKKE KUN MIG!


Ny nødvendig social modstandsbevægelse: KLEMT

Flere og flere oplever grænseoverskridende urimeligheder på landets jobcentre, mens rigid kontrol, rettighedstab, overvågning og fejl i sagsbehandlinger tårner sig op. Der har i årevis været behov for en bred mobilisering, og nu er den på vej: den sociale modstandsbevægelse KLEMT ...
(Kunne vist også have heddet KLAMT;-)
Læs hele artiklen i Politiken Debat!

Kontanthjælpsdeform.


Min plan med dette indlæg var oprindelig at linke til en masse artikler med oplysning om den nye kontanthjælpsdeform - det har jeg opgivet af den simple grund at omfanget af kritiske artikler såvel som artikler omhandlende mennesker der har fået forøget deres i forvejen fortvivlede (eller ihvertfald lidet misundelsesværdige) situation, allerede er uoverskueligt stort.
I den forbindelse rejser der sig et nærliggende og påtrængende spørgsmål:
Har man i den nye deform taget højde for de voldsomt øgede omkostninger det vil give at presse mennesker ud i situationer, hvor der vil blive brug for en øget indsats for at reparere på de fejl man begår og ikke mindst følgevirkningerne af dem?
Hvilke tiltag har man iværksat for at imødegå behovet for øget rådgivning til de mennesker der således bliver yderligere marginaliseret og får forøget deres problemer, i en i forvejen ringe situation.

Vil udgifterne mon ikke på sigt blive på størrelse med besparelserne - altså at p.... i bukserne for at holde varmen - kortsigtede løsninger.
Man har så travlt med at gøre os alle til stikkere, lade økonomiske hensyn udtænkt af "eksperter" og baseret på tilfældig statistik, være entydigt retningsvisende - ethvert lille område hvor man mener at kunne hente en 500 kr. bliver straks taget for gode varer, - snart får vi vel bøder for at trække vejret uhensigtsmæssigt.

Kunne det være hen ad den tid hvor vi skal overveje at anvende andre parametre for hensigtsmæssighed og lade debatten handle lidt mere om hvilket samfund vi ønsker at overdrage til den kommende generation.
Som kunstneren Marco Everistti så rigtigt påpeger: Vi beskæftiger os overvejende med uvæsenlige detaljer for at undlade at beskæftige os med de store etiske og moralske dilemmaer.
 
Jeg er ikke spåmand, men det er vist heller ikke nødvendigt for at se den eksplosion af sager med uanstændig behandling af "borgere", som allerede er ved at vise sit grimme ansigt i den offentlige debat.

Psykologen Abraham Maslow lavede i 1940'erne en grafisk pyramide: Maslows behovspyramide, der illustrerer menneskets fundamentale behov. Tanken er at behovene skal opfyldes nedefra, således at de mest fundamentale behov skal opfyldes først, dvs. man starter nederst i pyramiden og arbejder sig opefter.
Den har nu med den nye kontanthjælps-deform fået en lidt anderledes facon, hvor muligheden for selvrealisering kun er beskåret de få.
 De nye såkaldte reformer virker jo på ingen måde som reformer, (jo måske i ordret betydning-latin re=tilbage, formatio=forme - altså et tilbageskridt), blot ganske almindelige nedskæringer, tilsyneladende med det formål at skabe større ulighed i samfundet og bestemt ikke til gavn for de svageste.

torsdag den 26. december 2013

Sund fornuft er en mangelvare


Faldt lige over et gammelt emaljeskilt hos min dejlige datter.
KUNNE MAN IKKE FORLANGE DET SKULLE SÆTTES OP PÅ ALLE OFFENTLIGE KONTORER!

torsdag den 12. december 2013

Aktivering af Fru Ballefryd



Ak ja, Bettina Ballefryd sukker lydeligt. Nu er hun igen aktiveret og placeret på rette hylde - ihvertfald den hylde som samfundet tilsyneladende mener hun hører hjemme på. Desværre blev den ellers endnu engang oparbejdet entusiasme slukket ret hurtigt. At det er flinke og kompetente mennesker på stedet som gør hvad de kan, er jo desværre ikke nok, når de skal forvalte en lovgivning som ikke eller vanskeligt giver fornuftig mening, ihvertfald for en alt for stor del af Bettinas arbejdsløse lidelsesfæller.
Jamen hun forstår kun alt for godt, at når der kun er nogle få tusinde ledige stillinger og tæt på et par hundrede tusinde arbejdssøgende, så er det lidt op ad bakke for de stakkels mennesker som skal være behjælpelig med at strukturere et videre karriereforløb.
Hvad Bettina så fik ud af dette herlige kursus, var at komme i aktivering i en virksomhed, ganske vist efter eget valg, men uden reel mulighed for senere ansættelse. Valget blev udelukkende truffet ud fra at alternativet var at komme i en Kommunal Deaktivering på et såkaldt Arbejdsmarkeds center, hvor begreber som: gøres arbejdsmarked parat, afklare og styrke kompetencer, klarlægge ressourcer, finde udviklings potentialer, består i følgende:

At samle kontorhjul hvor udfordringen er at placere en klat olie af nøje afpasset mængde på rette sted og efterfølgende trykke hjulene sammen.

På trin 2 får man så erfaring i at folde papstykker. Det lyder måske nemt, men det er skam ikke så ligetil at folde dem korrekt, det kræver faktisk et mindre introduktionskursus og stiller større krav til selvstændighed i udførelsen, end man umiddelbart skulle tro.

Efter behørig eksamen, er det så muligt at avancere til at sætte en nitte i et beslag.
Da der kun er ét hul i beslaget, slipper man så for alle de intellektuelle overvejelser om hvorledes arbejdet skal udføres, ligesom muligheden for administrative fejl er minimal.
Det må så i den sammenhæng betragtes som en ledende stilling, da det er det tilsyneladende er det ypperligste som kan opnås på stedet.

Set i det perspektiv, mente Bettina Ballefryd, at andre alternativer dog i det mindste kunne bringe mindre ubehag!
Som Erik Wedersøe skriver: "Det værste et menneske kan komme ud for, er tabet af mening!"

Da hun sådan efterfølgende hjemme i en stille stund sad og gennemså sin sag, som hun fra dag 1 selv så som relativt ukompliceret, kom hun til at undre sig over de mange skrivelser hun gennem perioden havde modtaget og (da hun jo nu havde tid) besluttede sig derfor til at studere omfanget nærmere.
Det viste sig at kartoteket rummede 379 A4 sider, hvilket svarer til ca 25m2.
Her var så kun tale om det der var gemt, altså fraregnet de 4 sider trusler der følger de fleste skrivelser og andet uvæsentligt, så det reelle tal er formentlig tæt på det dobbelte.
HVAD ER KVADRATMETER PRISEN MON PÅ JOBCENTRETS KORRESPONDANCE?
Yderligere at tale om timelønnen til den efterhånden uendelige mængde frugtesløse samtaler og efterfølgende deaktiverings tiltag, får det til at løbe koldt ned af ryggen på Bettina.
- DET får hende virkelig til at føle sig som en belastning, tænk at have ulejliget alle disse flinke mennesker til ingen verdens nytte - og hvad har det ikke kostet! Med det skrabede budget hun har som bistandsklient, virker det som en utænkelig ødselhed, men sætter dog også perspektiv på, hvorfor aktiverings-cirkusset har skabt den uheldige og uretfærdige holdning blandt "det arbejdende folk", at: "De skal sgu bare se at få et job, eller lave noget for pengene"! Hørte fornyligt at vi kunne sættes til at puste balloner op, som andre så kunne lukke luften ud af???
Uanset hvilke fine statistikker (betalt af hvem?) man mener at kunne diske op med - SÅ MANGLER DER LANGT OVER 100.000 ARBEJDSPLADSER, for at vi kan gøre det!